Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 35 af 5. oktober 2001 om vederlæggelse af kommunalbestyrelses- og bygdebestyrelsesmedlemmer m.v. samt borgmestre og viceborgmestre

 

I medfør af § 17, stk. 6 og 7 og § 37, i landstingslov nr. 20 af 3. november 1994 om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v. fastsættes:

 

Vederlæggelse af kommunal-
og bygdebestyrelsesmedlemmer m.v.

§ 1. Kommunalbestyrelsen yder et fast vederlag til kommunalbestyrelsens medlemmer på maksimalt 37.500 kr. årligt.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsesmedlemmer, som tillige er medlemmer af økonomiudvalg eller stående udvalg samt medlemmer i en kommunalbestyrelse med færre end 7 medlemmer vederlægges med maksimalt 75.000 kr. årligt.
Stk. 3. Vederlaget i henhold til stk. 1 og 2 dækker medlemskab af kommunalbestyrelsen, hverv som følge af medlemskabet af kommunalbestyrelsen samt i givet fald økonomiudvalget og stående udvalg.
Stk. 4.
Vederlaget ydes med samme andel af maksimumsatserne i stk. 1 og 2 til alle kommunalbestyrelsesmedlemmer.

§ 2. Bygdebestyrelsesmedlemmer vederlægges med maksimalt 35.000 kr. årligt. Vederlaget ydes med samme beløb til alle bygdebestyrelsesmedlemmer i bygden.

§ 3. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde et tillægsvederlag til formændene for kommunalbestyrelsens stående udvalg og til bygdebestyrelsesformændene.
Stk. 2. Kommunens udgifter til tillægsvederlag til udvalgsformænd må maksimalt udgøre 220.000 kr. årligt. Et kommunalbestyrelsesmedlem må maksimalt oppebære kr. 85.000 årligt for hverv som formand for et eller flere udvalg.
Stk. 3. Tillægsvederlaget må for hver bygdebestyrelsesformand maksimalt udgøre 50.000 kr. årligt.
Stk. 4. Nuuk kommune kan på grund af kommunens størrelse beslutte, at vederlægge formanden for det sociale udvalg med maksimalt halvdelen % af borgmestervederlaget jf. § 14, stk 1, uden tillæg.

§ 4. Kommunalbestyrelsen fastsætter i forbindelse med budgettet for det kommende år størrelsen af vederlag efter §§ 1-3.

§ 5. Når et kommunal- eller bygdebestyrelsesmedlem har forfald i en forventet periode af mindst to måneder, og den pågældendes stedfortræder som følge heraf er indkaldt, jf. landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v. § 16, stk. 2, ydes der stedfortræderen vederlag for denne periode.
Stk. 2. Når stedfortræderen har været indkaldt uden for de tilfælde, som omtales i styrelseslovens § 16, stk. 2, ydes der stedfortræderen fast vederlag eller tillægsvederlag
1) for funktionsperioden ud over 2 måneder eller
2) for hele funktionsperioden, såfremt denne strækker sig ud over 2 måneder, og kommunal- bestyrelsen skønner, at stedfortræderen burde have været indkaldt i henhold til styrelseslovens § 16, stk. 2, og dette tiltrædes af Tilsynsrådet.
Stk. 3. Midlertidig varetagelse af hverv for en kortere periode end 2 måneder, vederlægges med diæter og godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, jf.§§ 9-11. Vederlæggelse efter §§ 9-11 for midlertidig varetagelse af hverv, kan dog ikke overstige det faste vederlag eller tillægsvederlag for samme periode.
Stk. 4. Nuuk kommune kan vederlægge stedfortræderen for formanden for det sociale udvalg i de perioder, pågældende fungerer, uanset om funktionsperioden er under 2 måneder.

§ 6. I de i § 5 omhandlede tilfælde bortfalder det ordinære medlems vederlag eller den valgte formands tillægsvederlag fra det tidspunkt, hvor et andet medlem midlertidigt oppebærer sådant vederlag.
Stk. 2. Beslutter kommunalbestyrelsen at yde et vederlag i overensstemmelse med § 5, stk. 2 og 4 skal det ordinære medlem eller den valgte formand tilbagebetale sit vederlag fra første fraværsdag.

§ 7. Faste vederlag efter §§ 1 til 3 ydes bagud ved udgangen af hver kalendermåned for den periode, hvor den pågældende har været berettiget til at oppebære vederlaget.
Stk. 2. Tilbagebetaling af for meget udbetalt vederlag, jf. § 6, kan maksimalt ske over 3 måneder.

§ 8. Undlader et kommunalbestyrelsesmedlem at deltage i et møde, og har vedkommende ikke lovligt forfald, kan kommunalbestyrelsen beslutte at reducere det pågældende medlems vederlag forholdsmæssigt.

§ 9. Kommunalbestyrelsen kan med hjemmel i landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v. § 17, stk. 3 beslutte at yde diæter og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for kommunal- og bygdebestyrelsesmedlemmer i forbindelse med, at de af kommunalbestyrelsen udpeges til,
1) at deltage i kurser eller lignende, der må anses af betydning for udøvelsen af hvervet som kommunalbestyrelses-, bygdebestyrelses- eller udvalgsmedlem,
2) hverv i henhold til særlovgivningen, som ikke vederlægges fra anden side, eller
3) ekstraordinære tjenesterejser af mindst 8 dages varighed, hvis rejsen er uden sammenhæng med møde i kommunalbestyrelse, udvalg eller lignende.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde kompensation for tabt arbejdsfortjeneste til andre end kommunal- og bygdebestyrelsesmedlemmer, som af kommunalbestyrelsen udpeges til kommunale hverv, jf. styrelseslovens § 18, stk. 8. Kommunalt ansatte, som udpeges til varetagelse af hverv som led i deres ansættelse, kan ikke oppebære vederlag i henhold til denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Dagpenge og nattillæg ydes efter de til en hver tid gældende regler for godtgørelse af merudgifter ved tjenesterejser til tjenestemænd m.v. under staten, Grønlands Hjemmestyre, og kommunerne i Grønland.

§ 10. Diæter udbetales med kr. 400,- pr. dag.

§ 11. Kommunalbestyrelsens beslutning om dækning af tabt arbejdsfortjeneste kan maksimalt omfatte:
1) Dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste for lønmodtagere eller
2) 600 kr. pr. dag for personer, hvis indkomst på mødetidspunktet hovedsagelig stammer fra selvstændig virksomhed så som fangere, fiskere, fåreholdere m.v., medmindre et større indtægtstab kan sandsynliggøres.

§ 12. Kommunalbestyrelsen yder kompensation for eller dækning af rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med møder i kommunal- eller bygdebestyrelsen, de stående udvalg og økonomiudvalget, og kan beslutte at kompensere for eller at dække rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med mødeaktivitet omfattet af § 9.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens dækning af rejseudgifter ved leje af befordringsmidler kan ikke overstige de satser som følger af den til enhver tid gældende overenskomst mellem hjemmestyret og KNAPK.
Stk. 3. Øvrige rejser godtgøres med et beløb svarende til de faktiske rejseudgifter, dog maksimalt et beløb svarende til normalbilletprisen ved benyttelse af offentlige transportmidler.

 

Vederlæggelse af borgmestre og viceborgmestre

§ 13. Borgmesterens vederlag fastsættes af kommunalbestyrelsen for dennes funktionsperiode eller for resten af funktionsperioden.

§ 14. Vederlaget kan maksimalt udgøre et beløb svarende til den til enhver tid aftalte løn for tjenestemænd inden for Akademikernes Sammenslutning i Grønland (AS-G)'s forhandlingsområde i de nedenfor nævnte lønrammer, incl. generelt tillæg, og særlig feriegodtgørelse efter ferielovgivningen således:

Folkeregistreret indbyggertal pr. 1. januar Lønramme
0-2.000 36
2.001- 5.000 37
5.001- 38

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde tillæg til borgmestervederlaget efter følgende satser, som er
fastsat ved aftale mellem De Grønlandske Kommuners Landsforening og Landsstyret:

Folkeregistreret indbyggertal pr. 1. januar Sats
0 - 1.500 kr. 38.700
1.501 - 3.000 kr. 58.050
3.001 - 10.000 kr. 101.580
10.001 - kr. 153.820

Stk. 3. Tillæggene er anført i årlige grundbeløb pr. 1. april 1991 og reguleres på samme tidspunkter og på samme måde som særlige tillæg inden for Akademikernes Sammenslutning i Grønland (AS-G)`s forhandlingsområde.
Stk. 4. Borgmestervederlaget udbetales på samme måde som løn til månedslønnede tjenestemænd inden for Akademikernes Sammenslutning i Grønland (AS-G)'s forhandlingsområde.
Stk. 5. Borgmestre kan ikke uden Landsstyrets tilladelse, samtidig med borgmestervederlaget oppebære vederlag for andet kommunalt hverv.

§ 15. Viceborgmestre i kommuner med en enkelt viceborgmester og 1. viceborgmester i kommuner med to viceborgmestre kan efter kommunalbestyrelsens beslutning i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for det kommende år vederlægges med et fast vederlag på maksimalt 15 pct. af borgmestervederlaget ud over vederlag i henhold til §§ 1 til 3.
Stk. 2. En viceborgmester, som ikke oppebærer fast vederlag i henhold til stk. 1, vederlægges for den tid, pågældende fungerer som borgmester, såfremt den pågældende af kommunalbestyrelsen er pålagt at varetage samtlige borgmesterens opgaver og rettigheder, jf. styrelseslovens § 36, stk. 2.
Stk. 3. Vederlæggelse efter stk. 2 finder først sted, når pågældende har fungeret som borgmester i ialt 15 dage i et kalenderår.
Stk. 4. Udover bestemmelsen i stk. 3 beregnes og udbetales funktionsvederlag i medfør af stk. 2 efter tilsvarende regler som for vederlag for funktion i stillinger indenfor Akademikernes Sammenslutning i Grønland (AS-G)'s forhandlingsområde.

§ 16. Et kommunalbestyrelsesmedlem, som i henhold til landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v. § 16, stk. 5, er pålagt at fungere som borgmester oppebærer borgmestervederlag i overensstemmelse med § 14.
Stk. 2. Et kommunalbestyrelsesmedlem, som i henhold til styrelseslovens § 16, stk. 5, er pålagt at fungere som 1. viceborgmester eller eneste viceborgmester, oppebærer vederlag i henhold til § 15, stk. 1- 2. Reglen i § 6, stk. 1 om fradrag i vederlaget finder tilsvarende anvendelse på den viceborgmester, som har forfald i mindst 4 måneder.

 

Ikrafttræden

§ 17. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2001 med virkning fra den 1. maj 2001.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 24 af 12. september 1997.




Grønlands Hjemmestyre, den 5. oktober 2001.




Jonathan Motzfeldt

/

Søren Hald Møller